Klokken 6 - Tumlebillen åbner
Morgenmad spises på Sommerfuglene fra kl 6 -7. Efterfølgende går vi i henholdsvis børnehave og til vuggestuegrupperne.
Klokken 8.30 - Formiddagsmad
Der serveres som regel brød med smør og frugt.
Klokken 9 - Aktiviteter
Efterhånden som personalet møder ind, deler vi os i små grupper rundt omkring - både inde og ude. Vi stiller læringsmiljøer op om morgenen, men vi følger også børnenes ønsker til leg, så vidt det er muligt.
Vi har to turvogne, der hver kan rumme 4 børn. Disse deles mellem de to vuggestuegrupper.Vi har både skov og strand tæt på og bruger naturen uden for matriklen meget.
Det store puderum i børnehaven deles mellem alle 5 teams i Tumlebillen. De 5 teams har hver én dag, hvor de har fortrinsret til puderummet.
Klokken 10.30 - Frokost
Måltiderne indtages i små grupper med hygge og ro. Hvis børn sover hen over måltidet, bliver der gemt mad.
Vi forbereder os til maden. Snakker om, hvad vi skal spise. Vasker vores hænder osv.
Vi vægter selvhjulpenhed omkring måltidet. Børnene er med i borddækning og afrydning. De elsker at få lov til at tage del i måltidet.
Der er altid et alternativ i form af brød, hvis børnene ikke kan lide maden. Men vi opfordrer børnene til at smage på maden med en anerkende tilgang og respekt for barnet.
Middagslur
Vi har krybber med tilbehør. Børnene sover inde i krybberummet, ude under markiserne eller under træerne ved legehuset. Når børnene bliver for store til krybben, eller senest en måned før børnehavestart, sover de på senge på stuerne.
Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for søvn og vækker ikke børn. Vi samarbejder dog altid gerne med forældre om gode søvnrytmer ude såvel som hjemme. Vi ønsker dialog og en fælles løsning.
Fra klokken 13.30 - Eftermiddagsmad
Der serveres som regel brød med smør og frugt eller rester.
Bliver børnene sultne senere, finder vi lidt til dem i køkkenet.
Klokken 16.45 (16.15) - Tumlebillen lukker
Mandag - torsdag lukker Tumlebillen kl. 16.45
Fredag lukker vi kl. 16.15