Børnehaven er inddelt i 3 teams; Bænkebiderne, Græshopperne og Sneglene.
Vi lægger vægt på, at der er tid, ro og nærværende voksne der respekterer børnenes leg, ideer, fund og undersøgelser. Vi udviser tålmodighed og går med ind i børnenes tankeunivers, deres begrebsverden, udtryksform og billedsprog.
I Tumlebillen oplever børnene naturen gennem de fire årstider. Vi er ude i al slags vejr i hele institutionens åbningstid. Dette giver mange forskellige lege.
Vi er delt det meste af dagen for at sikre mindre grupper med fokus på det enkelte barn.

Udgangspunktet for dagligdagen er;
- At børnene oplever glæde ved at være i naturen, er nysgerrige og vil vide mere, spørger til hvordan tingene hænger sammen, har lyst til og er trygge ved at udforske naturens mange rum.
- At børnene får mulighed for at sanse og opleve naturen som et eksperimentarium - et legerum, hvor de kan være kreative, et sted hvor fantasien kan få frit spil.
- At børnene får førstehåndsoplevelser, hvor de overskrider grænser, forundres og derigennem drager erfaringer, som senere bliver til viden.
- At børnene er sammen med engagerede voksne, som oplever naturen i børnehøjde sammen med dem.
- At vores legeplads indbyder til mange forskellige slags fantasifulde lege og brug af naturens materialer.

Vi har også særlig fokus på leg. Leg understøtter børns udvikling samt naturlige læring og giver dem mulighed for at mestre relationsdannelsen. At lege er at lære. De voksne leger med, følger barnets spor og understøtter det, barnet er optaget af.
Lyder Tumlebillen som et sted for jer? Skriv jeres barn op via pladsanvisningen.